lær mere om Morten Nielsen og personlig træning  
       

 

- angående kaffe, fru Jensen,

- så ser det sort ud!

 

Af Erik Kirchheiner

 

"I bare én kop kaffe er der 10 mg stoffer, der kan give hvide rotter cancer," fortæller jeg fru Jensen. "Sikken et held, at man ikke er en hvid rotte", svarer fru Jensen fortrøstningsfuldt og skænker sig en kop til. En af dagens tyve! "I Nordafrika," fortsætter jeg ufortrødent, "er det de ældre mandlige overhoveder i beduinfamilier, som i første række får mavecancer. De får den stærkeste og varmeste kaffe serveret, kardemommekrydret og med grums og det hele. Andre stammemedlemmmer, de yngre og kvinderne, får kaffen fortyndet og koldere og får sjældnere mavecancer. Det viser," - "At man ikke bør komme kardemomme i kaffe," afbryder fru Jensen, og tager en slurk til. Jeg åbner munden i protest, og i det øjeblik siger hun: "Sikken et held, at man ikke er beduin!"

 

Fru Jensen er urokkelig i sin holdning til kaffe, som en overbevist alkoholiker eller den resignerede narkoman. Hvorfor skulle hun ikke drikke sine tyve kopper daglig? Det gør alle andre jo! Som for eksempel fru Hansen, fru Larsen og fru Sørensen! Fru Larsen har dårlige nerver, fru Hansen har dårligt hjerte og fru Sørensen kan ikke sove. Fru Jensen selv har smertefulde knuder i brysterne.

Men det har ikke noget med kaffe at gøre, siger hendes læge! Den samme doktormand kan ikke fortælle fru Jensen, hvorfor hun lider af knuder i brystet. Ufarlige, ganske vist, men ikke desto mindre smertefulde og foruroligende. Det er der så mange, der får. Sådan er det bare. Der ingen speciel årsag til. Siger doktormanden. Nu er der imidlertid stadig samfund i verden, hvor kvinderne ikke har smertefulde knuder i brysterne. I hver fald ikke før de begynder at drikke kaffe. Så måske er der et par ting, doktormanden ikke har opfattet. Som for eksempel at det nu uomtvistelig er påvist, at der er en direkte forbindelse mellem såkaldte fibrocystiske brystknuder og kaffedrikning. Total

afholdenhed fra kaffe førte til næsten 100% helbredelse hos 45 kvinder og til 75% helbredelse hos 28 kvinder, der væsentligt reducerede deres kaffedrikkeri. Ikke desto mindre forekommer en lang række tilfdæle, hvor ingen bedring blev opnået, før alkaffeindtagelse ophørte (303). Forhøjet blotryk og alle de lidelser, dette medfører, er udbredt blandt kaffedrikkere. Langvarig indtagelse af 5 eller flere kopper kaffe dagligt viste en ringe, men statistisk signifikant forhøjelse af blodtrykket. Dette fremgår af en omfattende undersøgelse af over 6000 individer (304). Da kaffe sjældent indtages alene, men oftest med sukker, der yderligere er blodtryksforhøjende, er denne iagttagelse at væsentlig betydning. Undersøgelsen skal samholdes med andre iagttagelser. Serumcholesterol stiger i gennemsnit kraftigt hos personer, der indtager 6 kopper kaffe eller mere om dagen (305). Indtagelse af kaffe, men ikke the, viser også et direkte sammenhæng med akutte hjerteanfald (306). En gêne, der måske ikke direkte kan kaldes en sygdom, men sandelig kan være generende nok, og som indirekte kan føre til indtagelse af smertestillende midler og dermed medicinforgiftning, er den sænkelse af smertetærsklen, som overdreven kaffeindtagelse forvolder. Dette sker ved at koffeinet blokerer hjernens normale endokrine smertekontrol (307). Hos personer, der i forvejen lider af smerter, som for eksempel gigtpatienter og rheumatikere, er kaffe altså den rene gift. Erkendelsen er væsentlig, fordi det visse steder stadig er en udbredt opfattelse, at kaffe fremmer virkningen af smertestillende midler (308). I almindelig blodmangel, forårsaget af nedsat jernoptagelse, spiller kaffe en stor rolle. Det er en kendt sag, at mange af vore ældre lider af svær blodmangel. Det kan kan have en række forskellige grunde og er ikke nødvendigvis altid forårsaget af jernmangel. Men en meget stor del af dem skyldes faktisk overdreven kaffeindtagelse, der fører til blokering af jern i tarmen. Kaffe indtaget sammen med eller umiddelbart efter maden kan blokere for 40% eller mere af den jern, der ellers normalt optages (309). Der er et klart sammenhæng mellem kaffedrikkeri og hyppigheden af mavesår og sår på tolvfingetarmen (310). Der er ligeledes en klar relation til åreforkalkning. Patientmaterialet i disse undersøgelser løber op i tusinder og kompensering for andre medvirkende årsager er medregnet. Kvinder synes at lide mere under deres kaffedrikkeri end mænd (311). Kaffe er også medansvarlig for menstruelle og præmenstruelle forstyrrelser (312). I kaffe findes en enzymgift ved navn athiaminase. Den blokerer i kroppen stoffet thiamin, som er vitamin B-1. Dette vitamin har mange livsvigtige funktioner i kroppens energiforsyning, ved nedbrydning af sukker og opretholdelse af normale funktioner i nervesystemet. Mangler fører til træthed, sindsforvirring, depression, irritation, eksem, syreophobning i vævene, der medfører smerter, som ofte fortolkes som rheumatisme. Trang til sukker, slik og alkohol øges; forbrug af stimulanser stiger, fordi thiaminmangel sætter organismen i en energikrise. Resultatet er en ond cirkel, hvor dem, der stimulere sig med kaffe, vil drikke mere kaffe, drankere vil drikke mere alkohol, og narkomaner vil øge deres forbrug af narko. Kaffeblokaden af vitamin B-1 er efter alt at dømme den væsentligst enkelte årsag til lavt blodsukker. Mange patienter med lavt blodsukker og beslægtede lidelser er umulige at helbrede indtil de totalt opgiver kaffedrikning. Kaffe er endvidere i udstrakt grad medvirkende til dannelsen af allergier. Mange psoriasispatienter er ikke modtagelig for behandling, før de holder op med at drikke kaffe. Mange

migrænepatienter er i samme situation. Det er almindeligt kendt at kaffe kan giver uregelmæssigt hjerte og søvnløshed. Ingen af disse lidelser behandles normalt som de burde; nemlig med kaffeafvænning. Derimod behandles de med medicin, der er potentielt giftig og har mange bivirkninger. Kaffe modvirker også optagelsen af zink. Da zinkmangel er en af de mest udbredte mineralmangler, findes vi, at mange zinkmangellidelser forværres af kaffe. Det gælder eksemer, impotens, dårlige nerver, depression, dårligt syn og meget andet. Zink er væsentlig for øjnenes funktion. I sygdomme som grøn stær vil kaffedrikning være en forværrende omstændighed og en alvorlig hindring for helbredelse (313). Zinkmangel fører til så alvorlige lidelser som anorexi, - såkaldt nervøs spisevægring, der især angriber unge kvinder og har en dødelighed på omkring 10 procent! Oxalsyre kender mange til, og for folk med tendens til at danne nyresten udgør dette stof en risiko. De undgår rabarber og spinat, der er særligt rige på oxalsyre. Men sjældent bliver de informeret om risikoen ved kaffe, der også er særdeles rig på denne syre. Ikke alene nyrestenspatienter, men også dem, der lider af knogleskørhed, bør undgå den kalkbindende oxalsyre, - og dermed kaffe. Det fremgår også af, at der er en klar relation mellem storforbrug af kaffe og knogleskørhed (314). Nedsat skjoldbruskkirtelfunktion hypothyroidisme - er meget vidt udbredt. Tilstanden fører til fedme, depression, træthed, kuldskærhed og dårligt kredsløb, tør hud, forstoppelse, håraffald og nedsat immunaktivitet, der fører til hyppige infektioner af enhver art og forskellige allergier. Det har undret forskerne, hvad årsagen til den pludselige udbredelse er. Kaffe synes at være en væsentlig faktor (315). Mange, der har skrevet og talt om kaffe, har først og fremmest beskæftiget sig med det stimulerende giftstof koffein. Ja, koffein er

et giftstof. Det - eller nærtbeslægtede kemiske substanser med stort set samme virkning - optræder i meget andet en kaffe, nemlig i the, cola, chokolade, cacao og et stor antal mediciner. Methylxanthiner kaldes disse stoffer under ét. Det er altså ikke alene kaffe, man skal undgå, hvis man vil styre klar af menthylxanthinerne. På den anden side set indeholder kaffe meget andet end koffein, og i den forbindelse har vi allerede hæftet os ved de cancerfremkaldende tjærestoffer, oxalsyren og enzymgiftene. Blandt andet derfor kan kaffe og the ikke uden videre sidestilles. Kaffe er langt farligere end the, og visse théer - som for eksempel grøn the - er slet ikke farlige; tværtimod snarere nyttige. Især selvfølgelig, når de indtages i rimelige mængder. Alene koffeinmængden gør kaffe til en lang giftigere substans end the. Kaffe, som den almindeligvis tilberedes i Danmark, indeholder 97 mg koffeine per 100 ml. (Instant indeholder kun 44.) Traditionel grøn the, japansk stil, indeholder 15 mg/100 ml. Men dertil indeholder theen mange nyttige bestanddele, blandt andet naturlige sporstoffer. Derfor betragtes traditionel grøn the mange steder i Asien som en helsedrik, og med god grund. Dette vil vise sig at have stor betydning i anden sammenhæng, nemlig når vi kommer til problemerne omkring kaffeafvænning. Kaffe er biokemisk vanedannede på samme måde som narko og i vid udstrækning alkohol. Den biokemiske afhængighed, der opstår hos praktisk talt alle med et regelmæssigt forbrug af kaffe, er ensbetydende med svære abstinenssymptomer, når man forsøger at afslutte sit kaffedrikkeri. Og med svære mener jeg svære! Derfor er det et klamt råd, når behandleren bare siger: Hold op med at drikke kaffe. Det svarer til at tilråde en narkoman at holde sig fra stoffer og en dranker at holde sig fra sprut, og er nøjagtigt lige så effektivt. Opfordringen til at stå af kaffen er ikke meget værd, hvis den ikke følges op af en støttebehandling. Dette bør i praksis være et understøttelsesprogram med nutrienter, urter og orthomolekylære remedier. Nøjagtig ligesom ved behandling af narkomani er gradvis kontrolleret nedtrapning en nyttig vej. Her kan det være praktisk at indføre den grønne the, som en ufarlig, styrkende og afbalancerende stimulans, der kan modvirke kaffeabstinenserne og får afhængigheden til at klinge ud. Kaffeafvænningen foretages bedst i en ferieperiode i et afstresset miljø. Man bør nøje holde øje med, at patienten har normal fordøjelse og regelmæssig afføring, da der ofte opstår forstoppelse. Rigelig væskeindtagelse er nødvendig, gerne i form af frugt- og grønsagssafter (315).

Kaffeimitationer som kornproduktet Bambu kan også være en nyttig hjælp i denne periode.Så hvorfor holder fru Jensen ikke op med at drikke kaffe? En væsentlig grund til, at hun ikke holder op, er, at lægen siger, at det er helt alright, at hun fortsætter. Informationen om det modsatte kommer kun fra de grupper, som lægen betegner kvaksalvere. Ligesom før og nu informationen om tobak, fiber, fedt, tilsætningsstoffer, sukker, - og mange andre godter.

*

Stop press:

Ifølge de senese videnskabelige data er kaffe en væsentlig faktor

ved dannelsen af homocysteinforgiftning og dermed en

årsagsfaktor ved åreforkalkning, koronartrombose og andre

hjerte/karsygdomme samt såkaldte mentale lidelser (311)

 

Fra bogen NY EFFEKTIV NATURHELBREDELSE

med nutrienter og andre orthomolekylære substanser


         
         
         
[Forside] [Om Morten] [Personlig træning] [Sagt om Morten] [Events] [Kontakt] [Laktattest] [Links]